Blast from the past

Okay. Den er helt gal. Jeg ved ikke engang, hvor jeg skal begynde. Jeg orker næsten ikke. Men jeg tror, at det er godt, at jeg får skrevet det ned.

Jeg er til fest. Pludselig ser jeg min eks-kæreste. Ham der slog op med mig for et år siden, fordi han ikke længere var forelsket i mig. Jeg siger hej til ham. Og så starter en meget hjertefølt samtale på nærmest to timer.

Han fortæller i korte træk, at han har tænkt meget på mig det sidste år og har haft lyst til at kontakte mig, men han har ikke vidst, om det ville være okay.

Han siger, at han virkelig gerne vil have mit i sit liv. Men han er meget uklar omkring, hvordan det skal foregå. Jeg prøver, at få ham til at skære det ud i pap. Men jeg forstår det ikke helt. Han får sagt noget a la, at han gerne vil ses igen, og jeg spytter næsten min vin ud og begynder at grine. Fordi det er så absurdt. Så trækker han lidt i land.

Men han siger, at han synes, jeg er fantastisk, og han vil rigtig gerne have mig i sit liv, men hans første prioritet er ikke at såre mig.

Jeg ved fandeme ikke, hvad det går ud på. Men det var dejligt, at jeg kunne få sagt det, jeg ville. Jeg endte også med at sige, at han var velkommen til at skrive til mig, hvis han havde mere på hjerte.

Men hvorom alt er: FUCK hvor er det rart, at jeg ikke følte den. Jeg følte den slet ikke. FUCK JA.

Taknemmelighed

Jeg har SÅ meget at være taknemmelig for. Virkelig. 

Jeg har en kærlig og støttende familie, som har givet mig en tryg opvækst. Mit forhold til mine forældre er sundt, og jeg har mulighed for at se min familie ligeså ofte, som jeg har lyst. 

Jeg har mange gode venner, som stammer fra folkeskolen, gymnasiet, fra mit ophold i NYC, fra min bachelor, min kandidat og mit kollegium. I hver kontekst har jeg mødt mennesker, som jeg er glad for at kende. Jeg har et par tætte veninder, som jeg kan være helt fortrolige med, og som kender mig virkelig godt. 

Jeg er sund og rask. Selvom mit mentale helbred svinger, så stopper det mig ikke i at gøre de ting, jeg gerne vil. Og jeg føler desuden at mit sind efterhånden er blevet rimeligt stabiliseret. Min familie er også sund og rask.

Jeg læser den uddannelse, jeg brænder for. Efter at have taget en BA i noget, der kun interesserede mig halvt, læser jeg endelig noget, som giver mening for mig, samtidig med at jeg kan bruge min forrige uddannelse. Jeg VED, at jeg vil arbejde med dette felt i fremtiden. Jeg har i øvrigt klaret mig rigtig godt på min kandidat. 

Jeg har haft et job i fire år. Dette har skabt en økonomisk fleksibilitet, som jeg værdsætter. Penge er ikke en bekymring, der fylder. Jeg kan købe, hvad jeg har brug for, og lidt til. 

Jeg har en dejlig bolig, som jeg kan blive boende i halvandet år endnu, hvis jeg ønsker det. Jeg bor sammen med søde mennesker, som jeg fester med tit og ofte. Jeg kan være alene, når jeg vil, og sammen med dem, når jeg vil. 

Jeg har mulighed for at rejse meget. Dette er både i kraft af min uddannelse og min økonomi. Det betyder så meget for min livsglæde at kunne opleve nye lande og kulturer, særligt der, hvor der er sol :)

Alt i alt er der rigtig meget at være rigtig glad for, og det burde jeg minde mig selv om oftere. 

Forliste forhold og knuste hjerter

Jeg var til en individuel samtale hos min psykolog i dag. Som jeg beskrev i mine indlæg for to uger siden, så har jeg døjet med nogle triste tanker om min fortid, som stadig fylder meget. Jeg gik egentlig ind til samtalen med en ide om, at det hele skulle handle om min eks-kæreste, men det endte det med at gøre. Og det tror jeg egentlig er meget godt.

Vi talte om alt muligt, og hun er virkelig verdens bedste psykolog. Hun kender mig, fortæller mig hvad jeg har brug for at høre, får mig til at se tingene fra andre vinkler og presser mig til udvikling. Det er altid hårdt og altid godt.

Hun spurgte ind til det forhold, der engang var. Og jeg forklarede, at det var et rigtig dejligt forhold, hvor jeg følte mig tryg og elsket, og at han var min bedste ven. At jeg i mit næste forhold vil have det på samme måde (jeg har også været i et forhold, hvor det ikke var sådan, og det var bestemt ikke godt for nogen eller noget). Alting var selvfølgelig ikke rosenrødt, der var også hårde tider og ting, der ikke fungerede optimalt. Men uanset hvad, så ser jeg tilbage på det som et sundt og godt forhold, og jeg var og er rigtig trist over, at det sluttede. Også selvom det snart er 3 år siden.

Min psykolog sagde, at det var okay at have det sådan, også selvom det er "længe siden". Det var et forhold, som formede mig, som havde stor betydning. Det var rigtig vigtigt for mig. Og når den slags slutter, så kan det gøre rigtig ondt, rigtig længe. Jeg skal give mig selv lov til at føle det. Føle sorgen. Jeg skal skide på andres forventninger om, at jeg burde være kommet videre nu. Jeg skal mærke efter, give følelserne lov til at være der. Men jeg skal ikke gå ind i de enkelte minder og episoder. Jeg skal tænke på dette forhold som en enhed, noget der VAR, som jeg stadig sørger over. Og så skal jeg langsomt frigive mig selv fra det, i stedet for at dykke dybere ned i det.

Jeg ved ikke, hvordan man gør det. Men jeg vil virkelig gerne give det et forsøg.

Når jeg skriver alt dette ned, lyder det næsten som om, at jeg stadig er helt i ruiner over det forliste forhold. Det er jeg heldigvis ikke. Men det fylder. Og det må det gerne. Det skal dog fylde på en måde, som giver mening.

Gi' mig dog en chance, menneske

Jeg er ikke særligt god til at se nuancerne i tingene. Alting er ret sort/hvidt oppe i min knold. Jeg beslutter mig for ting, og så er det sådan, de skal være. Jeg havde for eksempel besluttet mig for, at sommerhuspsykopaten/min gamle ven var ude af mit liv. Jeg havde unfriendet ham på facebook, slettet ham fra snapchat, slettet hans nummer og blokeret ham på instagram. Med de handlinger var han ude af mit liv, og det var fint, for det havde jeg besluttet mig for, at det var.

…Så sender han mig gudhjælpemig en besked på facebook. Den var sådan set fuldstændig udskyldig. Det var en artikel om en podcast, jeg godt kan lide at lytte til. Bare et link. Ingen ord. Og så ryger jeg fuldstændig ud af kurs. Fik skrevet noget neutralt tilbage a la "tak, interessant". Men jeg havde kvalme i flere timer bagefter. Tankerne fik frit løb. Hvorfor skriver han? Har han ikke opdaget, at jeg har unfriendet ham? Det må han da have set? Tror han stadig, at vi er venner? Burde jeg fortælle ham, at det er vi IKKE? Hører jeg fra ham igen?

For helvede. Gi' mig dog en chance, menneske (henvendt til mig selv, ik').

En ombeslutning

Jeg har ombesluttet mig omkring mit pillestop. Det går sgu ikke lige nu. Jævnfør mine to indlæg fra i går, så har hjernen ikke haft det for godt de sidste par dage. Det er alligevel vildt, hvor "lidt", der skal til, før at mit korthus vælter.

Nogle gange tænker jeg på, hvordan jeg ville være som person, hvis jeg ikke døjede med al den angst, som nogle gange føles som et filter, hvorigennem jeg oplever min verden. Jeg ser nogle gange den angst-frie person i glimt. Og jeg elsker det! Jeg elsker den person, jeg er, når jeg ikke har underliggende angstfyldte tanker. Jeg håber, at jeg på et tidspunkt i mit liv kan nå til et sted, hvor jeg størstedelen af tiden har det på den måde. Men det er ikke lige nu.

Og i øvrigt kan jeg ikke holde, hvad jeg lover

Når jeg først kradser i et sår, så har jeg en ubehagelig kompulsiv trang til bare at kradse det helt i bund. Forstået på den måde, at jeg efter den skide snap lige blev nødt til at stalke facebook og instagram på ham min hjerteknusende eks-kæreste. Og så da også lige på de par andre mennesker, der ellers har gjort mig ked af det de sidste par år. For hvorfor dog ikke, når nu jeg var så godt i gang? For heeeeelvede.

Jeg fandt i processen ud af, at ham sommerhus-duden nok har fået en kæreste. Det gjorde mig overraskende ked af det. Det er fem måneder siden at alt det der skete. Er det lang tid? Eller kort? Jeg ved det ikke helt. Men det var en fucked up oplevelse, som stadig sidder i mig. Ville ønske at jeg kunne ryste det af mig, men det er jeg som bekendt fucking dårlig til.

Som jeg skrev tidligere, så føles det virkelig som om, at jeg pt. er en biperson i mit eget liv. Den der bliver fravalgt til fordel for hovedpersonen. Samtidig føler jeg mig bare så mega ynkelig, som jeg ligger der og scroller mens tårerne løber. Hvad fanden? Det er ikke den person, jeg vil være. Slet ikke.

Nåh, al denne smerte er jo faktisk selvforskyldt. Jeg vælger selv at stalke. Jeg kan bare lade være. Men det er så svært at holde nallerne til mig selv.

I sidste ende kan jeg jo spørge mig selv: ændrer denne viden noget ved situationen? Eks-kæresten er flyttet til Danmark, uanset om jeg ved det eller ej. Sommerhus-dude har fået en kæreste, uanset om jeg ved det eller ej. Det eneste det ændrer er mit humør. Så jeg havde sgu nok helst været foruden denne viden. Skal jeg aftale med mig selv, at det var sidste gang? IGEN? Ja for helvede.

Jeg håber så frygtelig inderligt, at jeg en dag møder en person, som giver mig en forståelse af, hvorfor det ikke skulle være mig og alle de tidligere. Hvor det bare giver virkelig god mening. Jeg håber så meget, at mit hjerte bliver helt tungt.

Tanker fra en småberuset og arrig ung dame

FOR HELVEDEEEEEEEEEEE. Jeg burde nok starte dette indlæg med et: Jeg er fuld og sur.

Dagen var ellers så god. Rødvinshygge med søde veninder, gode snak og grin. Men SÅ: en snap fra en min gode veninde, som er på Roskilde. En snap, hvor min eks-kæreste, ham der decideret ødelagde mit hjerte, er afbilledet. ÅH. Min veninde mener ikke noget ondt med det. Hun er en meget easy-going person, der ikke bærer nag eller har en eneste bitter følelse i hendes krop. Men sådan er jeg bare ikke. Slet ikke. Jeg har sagt til hende før, at jeg ikke har lyst til at tale/se/høre om mine eks-kærester, medmindre jeg selv bringer det på bane, for det gør bare pisseondt. Men jeg tror ikke helt, at hun forstår det, for sådan har hun det ikke. Og så kan jeg godt forstå, at det virker som om, at jeg overreagerer. Og det gør jeg helt sikkert også. Jeg ville da en million gange hellere ønske, at jeg ikke havde det på den måde. Men sådan ligger landet nu engang.

Han er flyttet tilbage til Danmark. Vi slog op for 2,5 år siden, fordi han skulle studere i udlandet, og det kunne vi bare slet ikke finde ud af. I dag har han en ny kæreste, jeg ser dem engang i mellem på gaden, de bor nok tæt på. Jeg tænker på ham tit, og jeg tror ikke, at han tænker på mig.

Jeg ringede til min mor og fortalte det. Hun blev stille og sagde så, "jamen, hvis han stadig kan fremprovokere de følelser i dig, så skulle du måske snakke med ham?". Hun vidste ikke, at det havde jeg allerde gjort for et år siden. Præcis et år siden faktisk. Jeg skrev til ham, at jeg savnede ham, og at jeg virkelig ønskede ham alt det bedste. Han svarede, at han var videre med sit liv, og det skulle jeg også komme. Av.

Jeg ved efterhånden ikke, om jeg bliver ked af det per refleks, eller om det er reelt nok, om det bunder i noget dybere. Uanset hvad, så er jeg da klog nok til at kunne se, at det nok ikke er meant to be, hvis der kun er en part, der føler, at det er sådan det forholder sig. Meant to be må være en fælles følelse. Ik'?

Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at jeg er virkelig bange for at blive en biperson i mit eget liv. Den person, der altid er lidt mindre vigtig, den person, der bliver fravalgt til fordel for en anden. Forstår I? Jeg vil være hovedpersonen i mit eget liv. Hvis jeg skal have en kæreste, så skal han være PISSEVILD med mig, der skal ikke være nogen tvivl. Jeg skal ikke fravælges. Jeg skal være den eneste for ham. Det er fandeme ikke for meget at forlange. Jeg vil gerne vente til at det sker. Hvis det nogensinde sker. Jeg ved med hundrede procents sikkerhed, at jeg ikke skal føles som et valg, jeg skal føles som en nødvendighed. Og jeg skal gengælde de følelser.

Jeg kan ikke bruge mere tid på mennesker, der har fravalgt mig. Det nytter ikke noget, jeg kommer ingen vegne. De følelser efterlader mig ikke med andet en tristhed, og det hele er fandeme også drevet af nostalgi, som vi alle ved er en usand fortæller.